Min rejse med Fernando – del 1
Jeg har haft mange forskellige udfordringer med Fernando. Han er en fantastisk hest med masser af potentiale som dressurhest. Jeg købte ham som 3-årig fra Stutteri G, som er kendt for at avle virkelig dejlige heste. Da han kom hjem til mig, var han allerede ryttervant og nem i al håndtering – bortset fra én ting: traileren.
Jeg tænkte, “pyt, det har jeg prøvet før – den træning skal vi nok få på plads.” Men det skulle vise sig at være mere kompliceret end forventet. Det tog hele seks (!!) måneder at lære ham at gå afslappet ind i traileren. I dag gør han det uden problemer, og han kommer glad med rundt – i skoven, til undervisning og til stævner.
Men stævner var en helt ny udfordring. Mentalt gik han fuldstændig i baglås – ikke fordi han blev urolig eller vild, men fordi han simpelthen nægtede at gå fremad. Det var tydeligt, at vi havde et stort arbejde foran os.
Hold nu op, en rejse det har været! Der har været så mange bump på vejen. Jeg deler det hele op i flere indlæg, og her får du første del – det, vi brugte ét helt år på, indtil sidste år:
I over et år arbejdede vi med en skævhed i bækkenet, som gjorde Fernando stiv og til tider halt. Det var svært at gennemskue, for nogle dage virkede han fin – andre dage ikke. Min familie, min træner og jeg var enige om, at noget ikke var, som det skulle være. Heldigvis har vi haft en dygtig behandler, som har fulgt ham tæt lige siden han kom. Hun begyndte at lægge mærke til, at han blev mere og mere skæv over krydset, og derfor tog vi ham til dyrlægen.
Han blev undersøgt grundigt – både manuelt og med bevægelsesanalyse med elektroder. Der var ikke entydig halthed på et ben, men en tydelig asymmetri, som bekræftede vores egne observationer. Dyrlægen gav ham nogle blokader og lagde et genoptræningsprogram.
For at støtte op om genoptræningen fik han specialsål på det ene bagben, mens hans muskler langsomt skulle tilpasse sig og styrkes. Det var vigtigt, at han blev holdt i gang med skånsom ridning, så musklerne kunne udvikle sig korrekt. Men det var en hårfin balance – nogle dage gik han supergodt, andre dage var han stiv som et bræt.
Vi holdt fast. Trænede. Tilpassede. Og et helt år senere kunne vi endelig sige: nu er han klar.
Men – selvfølgelig – så dukkede næste udfordring op. En der, hvis muligt, viste sig at være endnu sværere at overkomme…
På den lille video herunder kan du måske fornemme, hvor stiv han var dengang.
https://zycek.dk/wp-content/uploads/2025/04/17FE53BF-6C4F-46AA-8636-989DAF5DF9A7.mov
Når det hele gør ondt – men også giver mening
Det er virkelig hårdt at have en hest, der ikke fungerer. Det koster penge – mange penge – og man ved ikke, om man nogensinde får den hest tilbage, man drømte om. I den periode græd jeg mange tårer og var flere gange tæt på at give op.
Men det er jo ikke derfor, jeg har hest. Jeg har ikke hest for bare at ride stævner og jagte resultater. Jeg har hest, fordi jeg elsker min hverdag med dem. Fordi det giver mig så meget mere end bare ridning.
Hver dag er jeg ude – uanset om det regner, blæser eller sner. Jeg får masser af motion, og jeg lærer hele tiden. Jeg bliver skarpere på at se, hvordan hestene har det, hvad de har brug for, hvad der rører sig i dem fra dag til dag. Det udvikler mig – ikke kun som rytter, men som menneske.
Det er dét, der gør det hele værd. Det er derfor, jeg har hest.
De næste store udfordringer, vi stod overfor, deler jeg i det kommende indlæg.
Men – se på den sidste video… hvor er det fantastisk at se, hvor meget bedre Fernando går nu! 🐴❤️
https://youtu.be/4UErWjdanuo?feature=shared